​​Barcelona, en bystat på næsten fem millioner indbyggere, hovedstad i Catalonien, der igen er en region i Spanien. Så enkelt kan det siges, men så enkelt er det ikke, for Barcelona er mit andet hjem og meget mere end det.

 

En by, der for bare tredive år siden var en skygge af, hvad den er i dag. Dengang bare en driftig havneby for et hårdt arbejdende folk, der dårlig nok havde fået lagt borgerkrigen og diktatoren Francos foragt for alt, hvad der havde med Catalonien at gøre, bag sig.

 

Og så kom olympiaden i 1992, der forandrede byen totalt, så det ikke kun var arkitekten Gaudi, maleren Picasso og det helt vidunderlige fodboldhold, Barça, der tegnede byen, men nu også en helt anderledes levende og lys by med en fantastisk infrastruktur, skønne  badestrande, frisk luft og alt andet, hvad vi her oppe i Skandinavien sætter pris på. En af Middelhavets allerskønneste perler var
nu for alvor sat på verdenskortet.

Og selvom catalonierne er komplicerede og oprørske og højtråbende, så tilhører de også et af de varmeste folkefærd, man kan tænke sig, og så er de syge med fodbold.

Espanyol er det mindst kendte af byens to hold, men til gengæld er det dem med det nyeste og lækreste stadion. Et hold, som helt  forgæves er i evig kamp med at stjæle opmærksomheden fra FC Barcelona, der i dag og rigtig mange år før det, må kaldes et af verdens allerbedste fodboldhold. Blaugrana, som de kaldes efter deres hjemmebanetrøjes farver, er mit hold, og det har det været så længe,
jeg kan huske. Ikke fordi jeg ikke også har haft perioder med andre favorithold gennem tiderne, men intet kommer op på siden af mine følelser for dette hold.

At nævne Barças profiler gennem tiderne er som at remse kongerækken op, for hvem har ikke betaget os på det hold? Og selvom det kan gå op og ned for alle hold, så tvivler vi aldrig på, at Barça kommer stærkt tilbage. Og når de gør det, så dominerer de i den grad La Liga og den europæiske fodboldscene, som intet andet hold.

Vi i Barcelona elsker vores hold. Selvom billetterne på stadion er for dyre for mange, så følger man med i kampene på tv. Når det en sjælden gang går skidt ude på legendariske Camp Nou, så stiller vi os op på altanerne og klasker grydelåg mod hinanden, så spillerne kan høre det helt ud i den anden ende af byen. ”Kom så, kom så, kom så, Barça,” lyder det taktfast.

For byen lever og ånder med deres hold, og noget af det smukkeste er, hvordan de gør det. Her er der ingen hooligans, her er der ingen mangel på respekt for modstanderne.

Hanne, som er min elskede kone, har i modsætning til mig aldrig interesseret sig for fodbold, før en helt speciel episode i 2012.

Endelig fik jeg lokket hende med ud på stadion. Og det var til ottendedelsfinalerne i Champions League med det stærke, tyske hold Bayer
Leverkusen som modstander.

Jeg ofrede supergode billetter næsten nede ved grønsværen, så vi kunne se spillernes ansigter. Jeg udpegede Pep Guardiola, træneren over alle, og mine spillerfavoritter for hende: Forsvarsspilleren Gerard Piqué med det sjove hår og den førte inderside, Xavi, der piskede rundt og fodrede alle med guddommelige centringer, og som sammen med Sergio Busquets og Andrés Iniesta med den hvide hud og det intelligente blik på spillet, fodrede både forsvars- og angrebsspillere efter forgodtbefindende.
 

Og imens prøvede Hanne at suge alle følelserne til sig på Europas største stadion i den kogende heksekedel, som det var, da de 76.000 tilskuere heppede på hvert sit hold. Den dag var ingen i tvivl, det var cataloniernes dag. Første kamp i Tyskland var endt 3-1 til Barcelona, så det tegnede til at blive en fest, men ingen kunne regne ud, hvor stor festen ville blive.

Da Lionel Messi scorede det første mål på assist fra Xavi, tabte Hanne sit hjerte til Loppen, La Pulga, som Messis fans kalder denne lille, i verdensklasse helt unikke spiller. I alle de resterende 65 minutter veg Hannes øjne, ligesom for resten af verdens vedkommende, ikke fra Messi. Aldrig har jeg set en spiller så farlig, aldrig har jeg set en stå bedre på benene og kontrollere både bolden og hele spillet, som han gjorde i den kamp. Leverkusen var statister i Messis og holdets totale ekvilibrisme, og trods den lidt kølige martsdag steg temperaturen
på stadion minut for minut. De blå og røde farver var overalt, flagene og halstørklæderne hvirvlede rundt, lydniveauet var skyhøjt, og både jeg og Hanne sad med åben mund ved dette fantastiske skuespil, som fodbold kan være, når det er bedst.
 

I de følgende 59 minutter scorede Messi yderligere fire gange, så sammen med Christian Tellos’ to mål stod der pludselig 7-0 til Barça. Og selvom man aldrig havde set noget lignende, så mærkede man alligevel, at det samtidig smertede hjemmepublikummet at se deres modstander så eftertrykkeligt ydmyget. I det allersidste minut scorede Karim Bellarabi så endelig til 7-1 for Leverkusen, og alle 76.000 tilskuere rejste sig op og klappede i flere minutter i respekt for den modstander, der aldrig gav helt op og lagde sig ned.
 

I det øjeblik kneb jeg en tåre af rørelse, for lige nu stod jeg sammen med verdens bedste publikum og hyldede både vore egne helte og vores modstandere af et rent hjerte.
 

Hanne var fuldstændig betaget, og det holdt ikke op, da vi sivede ud i byen forbi alle cafeerne, hvor Barças supporters ligesom alle andre gange var søgt ind for at se kampen en gang til på tv, mens de snakkede højlydt om at have en mand, der kunne score fem mål i en kamp, som deres kæreste eje.

Messi er nu i sit fodboldefterår og stadig som en af verdens allerbedste. Endelig har han fået sit ønske opfyldt ved at vinde Copa América, det sydamerikanske mesterskab, og imens er alle de andre Barça-navne fra det gamle hold efterhånden blevet afløst og spredt for alle vinde. Og i sommeren 2021 rejste så også Messi fra Catalonien. Men trods det står Barça stadig, hvor holdet altid har stået, med stolthed over sine spillere og deres glorværdige fortid og over de store og glorværdige øjeblikke, som vi og spillerne med sikkerhed stadig har til gode.

Forza Barça!
 

​

 

 

Jussi Adler-Olsen
Forfatter og Barça-fan fra top til tå