DEN MAGISKE ARBEJDSMAND

Af Sebastian Dorset

Han har spillet flest kampe af alle for FC København, men nu er han sat på bænken. Derudefra kan han se sit hold spille bedre end nogensinde.

 

Vi skriver 2010, og sæsonen er ellers startet fint for Hjalte Bo Nørregaard. Året før blev han kåret som årets spiller af klubbens fans, og han fik endda anførerbindet om overarmen. Men nu er han ikke længere fast mand på holdet. 

 

Fra at have spillet stort set samtlige kampe for klubben i sæsonerne før, er han nu reserve, og mens FCK spiller bedre og bedre, så spiller Hjalte mindre og mindre. Kun ganske få spillede kampe i denne sæson kan han lægge oven i det rekordhøje antal, han ellers har spillet for klubben. Bare 18 kampe bliver det til i den sæson, og så en masse træning, før Hjalte Bo Nørregaard finder sig en anden klub – efter 320 kampe for FCK. 

 

For Hjalte-fans og for hele FC København var det mærkeligt at tænde for fjernsynet og se ham løbe rundt i den forkerte trøje, men han var nem at kende. For uanset hvor hurtigt Hjalte løber, så ser det altid ud som om, han bare trisser roligt omkring, som en af joggerne henne i parken. Også selvom han er oppe i et tempo, som fans og andre mere eller mindre normale mennesker kun kan drømme om. 

 

Hjalte kan løbe 30 kilometer i timen og stadig ligne en pensionist på jagt efter et godt tilbud i Føtex. Fans, der oplever at se ham live, glemmer aldrig hans måde at løbe på. Hjalte løber, og han løber så meget, at enhver skridttæller ville få nervesammenbrud, men nogle gange ser det besynderligt ud. Så skærer han pludselig ind i banen eller løber frem til et sted, hvor der absolut ikke er andre spillere. Men så ender bolden pludselig for enden af hans løb, som en form for magi. Ikke som den magi, Messi kan levere, men mere som den modsatte: En magisk evne til at opfatte, hvor bolden havner. For os fans ser det altid så fredeligt ud: Hjalte kommer trissende, men skifter retning, og sekunder senere, så spiller en modstander bolden lige hen for fødderne af ham. 

 

Hjalte er sådan én, der aldrig praler. Han er ikke forsvareren, der sætter en tackling ind i sidste øjeblik, og han er ikke angriberen, der laver mål med vilde saksespark. Han løber mest i vejen, på den dér lidt magiske Hjalte-måde. 

 

Han er ikke en spiller, der råber og skriger. Hverken på banen eller i medierne. Han passer sit job, uden at gøre et stort nummer ud af det. Når man har været med til at vinde fem danske mesterskaber, behøver man ikke puste sig op. 

 

Engang spiller Hjalte og FCK mod et hold, hvor en af spillerne på modstanderens hold meget gerne vil vinde. Han skændes konstant med dommeren og FCK-spillerne, og han prøver at fremprovokere konflikter. Midt i kampen lunter Hjalte forbi ham og siger et eller andet, som får luften til helt bogstaveligt at gå ud af manden. Pludselig ser den sure modspiller ti centimeter lavere ud, og det er som om, at han er faldet ned på et mere almindeligt energiniveau. 

 

Hjalte havde ikke sagt noget grimt. Han have bare spurgt, helt stilfærdigt, om manden ikke skulle prøve at vinde noget, inden han skabte sig sådan?

Hjalte Nørregård 1.jpg

Lang vej til toppen

Selv om Hjaltes talent er meget stort, er det er lige ved, at han aldrig bliver FCK-legenden med fem Danmarksmesterskaber i trofæskabet. Han spiller fast på ungdomslandsholdene, og i 1999 giver Dansk Boldspil-Union ham titlen Årets Talent. Allerede året efter får han debut for FCK, og han spiller med i syv kampe i den første sæson. Men så holder kampene op med at komme. Trænerne foretrækker nogle mere erfarne spillere inde på den centrale midtbane, hvor Hjalte helst ville spille, og i to sæsoner er han helt ude af holdet. 

 

Da FCK skal på træningslejr op til den tredje sæson efter Hjaltes debut, sæsonen 2002-2003, får han ikke engang lov til at komme med. Han må sidde hjemme i København, mens de andre er afsted og har mulighed for at imponere træneren.

 

Så næsten tre år efter sin debut, har Hjalte stadig kun spillet syv kampe for klubben, og der er meget langt til en fast plads på holdet. FCK satser på nogle andre midtbanespillere og vil ikke forlænge Hjaltes kontrakt med klubben, så ingen kan bebrejde Hjalte, hvis han finder sig et andet sted at spille.

 

Men Hjalte kæmper videre i FCK – på sin egen stille og rolige måde. Han tænker, at hvis bare han bliver ved og ved og ved til træning, så må træneren da give ham en chance på et tidspunkt. 

Og tidspunktet kommer. Han kommer med i kamptruppen, så han i det mindste ikke skal sidde derhjemme, mens holdet spiller. Og så bliver han skiftet ind, når en holdkammerat er træt eller skadet. Ikke altid på midtbanen, men dér hvor træneren syntes, der er brug for friske kræfter. 

 

I sæsonen 2003/2004 spiller han 17 kampe, endda nogle af dem helt fra start. Nu mangler der kun to kampe. De afgørende. Hele året har FCK nemlig konkurreret med Brøndby om førstepladsen, men Brøndby, der er forsvarende mestre, fører med et enkelt point. Det vil ikke være til at bære for Hjalte og de andre, hvis Brøndby blev mestre. Igen! 

 

Året før vinder de gule ude fra motorvejssammenfletningen Superligaen på bedre målscore, selvom FCK har lige så mange point. Sådan MÅ det bare ikke gå igen, men det kan FCK heldigvis selv afgøre, for den næstsidste kamp er netop mod Brøndby, så den skal bare vindes. Uafgjort er ikke nok, og det ved Brøndby alt for godt, og de føler sig sikre og uovervindelige på deres hjemmebane med 30.000 brølende tilskuere på tribunerne. 

 

Det er onsdag den 18. juni 2003. Klokken er lidt i 19, og Brøndby Stadion er dækket af gult, lidt som toiletgulvet på et provinsdiskotek. FCK-fansene har kun fået et lille hjørne. På alt for lidt plads på tribunen forsøger de 1500 fans at heppe deres hold frem. 


Det er også svært at få plads på FCK’s hold, for pladserne på den defensive midtbane har to af klubbens store stjerner sat sig på. Den rebelske, norske landsholdsstjerne, Erik Mykland, på den ene og den evige gentleman Peter Nielsen på den anden. Til så vigtig en kamp satser træneren på rutine, så Hjalte må sætte sig på bænken og se på, ligesom de 1500 fans nede i hjørnet.


Der er ikke spillet mange minutter, før der bliver helt stille. Et Brøndby-forsøg bliver fyret af langt udefra. Målmanden bliver fanget på det forkerte ben, så fansene bag hans mål kan se, hvordan bolden skruer sig ustoppeligt mod det fjerneste målhjørne. De stivner, og får først vejret igen da de efter nogle lange, tunge sekunder kan se, at bolden lige akkurat sniger sig uden om målmandens venstre stolpe. 

 

Det kunne have været slut næsten inden, det var begyndt, for i kampene mod Brøndby bliver der på det tidspunkt aldrig scoret særlig mange mål. Så hvis skuddet var gået ind, havde FCK pludselig skullet frem på banen. Det ville være et drømmescenarie for Brøndby, der spiller hårdt og defensivt. De har et point, da kampen starter, og det har de tænkt sig at beholde. Men hvis københavnerne kommer til at blotte sig, er de klar til at punktere deres gulddrømme med den spidse kontrakæp.


Som minutterne går, bliver Brøndby mere og mere selvsikre. FCK har svært ved at skabe store chancer, og Brøndbys fans står bag deres mål som en uovervindelig lydmur, der nærmest fysisk holder FCK’s angribere på afstand. Men de giver ikke op. Det er årets vigtigste kamp, og de kan ikke svigte deres fans, hverken de 1500, der står og skriger sig hæse nede bag målet, eller de mange tusind, som sidder og bider negle hjemme foran fjernsynet. Der er spillet over en time nu, og FCK’s træner har allerede skiftet store, stærke Peter Møller ind for at jagte det magiske mål, der kan flytte mesterskabspokalen fra de vindblæste betonblokke på vestegnen og ind til Parken. 

 

Træneren hedder Hans Backe. Han er en rolig, svensk herre – selv midt i larmen fra et fyldt Brøndby Stadion. Nu peger han på Hjalte og beder ham varme op for i det 68’ende minut at løbe på banen. Det er Hjaltes kamp nummer 25 for FCK. Altså et lille jubilæum, men det er der ikke tid til at tænke på. Han og de andre FCK-spillere presser og presser, mens Brøndby koncentrerer sig om at forsvare, og det gør de godt. FCK bliver aldrig rigtig farlige, og tilskuerne kan fornemme det. 

 

Brøndbys gulklædte fans brøler sejrssikkert, at de er mestrene, og nede i FCK-indhegningen synker humøret. Lige da kampen går ind i tillægstiden, får FCK en løs chance, da Peter Møller giver kuglen et grundigt los, så den sejler ind mellem venner og fjender, men desværre over mål.

 

”Det var nok dét,” mumler fansene i hvidt til hinanden. 

 

De har ikke set så meget fodbold i anden halvleg, for næsten alt spillet er foregået helt oppe på Brøndbys banehalvdel, og nu er der kun tillægstiden tilbage. Endnu engang får en Brøndby-spiller losset bolden langt op på FCK’s banehalvdel, men fansene får kun et kort glimt af den, før FCK’s venstreback, Peter Christiansen, sparker den tilbage. En høj aflevering, som de kan se blive headet op i luften, inden den bliver opfanget af FCK’s sydafrikanske stjerne, Sibusiso Zuma. Han dribler rundt om sig selv og sender bolden over til Ole Tobiasen, der sparker den hårdt og fladt ind i Brøndbys felt. Stort set alle spillerne er inde i det felt, så det er svært at se, hvad der foregår nede fra fanburet. Det ser ud som om, målnettet bevæger sig, men til gengæld står alle Brøndbys fans pludselig bomstille, som var de smeltet sammen med deres cementtribune.

 

Hele stadion er tyst et par sekunder, indtil det går op for FCK-tilhængerne, hvad der er sket. En mand kommer løbende tilbage mod midterlinjen. Han flår sin trøje af og svinger den over hovedet. 
Det er Hjalte. Han vidste, at bolden ville havne for enden af hans løb, og sender den derfra forbi en sprællende Brøndby-målmand. Det er Hjaltes allerførste mål for FCK. Hans medspillere kaster sig oven på ham i en dynge. Brøndbys fans er stivnede, så det eneste man kan høre på stadion, er lyden af de 1500 FCK-tilhængere, der jubler sig hæse og krammer tilfældige, fremmede medfans.

 

De FCK-fans, der er på stadion denne lune juniaften, glemmer det aldrig, og mange kalder fra den dag bare Brøndby Stadion for Hjalte Park

Hjalte Nørregård 2.jpg

Nu synger de om Hjalte
 

Hele holdet har knoklet hårdt for sejren, men målet er så stor en forløsning, at Hjalte bliver den store helt hos fansene. Og søndagen efter, hvor AGF skal besejres i Parken for at mesterskabet er sikkert, så synger de hans navn.


Fra at være en spiller, man ikke rigtig regner med, så er Hjalte nu med i startopstillingen, og han er tilskuernes store helt. Endnu engang bliver han hyldet, da han efter 52 minutter som en rutineret målræv drejer rundt om sig selv og hamrer bolden i mål. Hans andet mål for klubben, kun fire dage efter det første. 

 

Så hurtigt kan alting ændre sig for en fodboldspiller. Et enkelt, perfekt timet løb ind i et straffesparksfelt på Brøndby Stadion. En enkelt begivenhed, der giver Brøndby Stadion et nyt navn. Hidtil har FCK-fans bare henkastet kaldt Brøndby Stadion for Betonen, fordi det ligger så umotiveret dér midt i et gennemsnitligt provins-villakvarter, men fra den dag og frem blev det omtalt med kærlighed og som Hjalte Park. Og manden bag navnet går fra at være én, der spiller de dage, de andre ikke rigtig kan, til at være fast mand på holdet. Sæsonen efter giver træner Backe fuld tillid til Hjalte, der styrer den centrale midtbane. Han spiller 45 kampe og er med til at forsvare mesterskabet. Alt sammen fordi, han fik en chance, og tog den.

 

Efter endnu en sæson som fast mand, skal udlandet erobres i 2005. Hjalte Bo Nørregaard bliver købt af den lille, hollandske klub SC Heerenveen. Det er en klub, som har været et fint første stop for mange talentfulde, unge fodboldspillere. Der var bare ét problem: Måske har hollænderne kun set Hjaltes mål mod Brøndby på Youtube, eller måske er der gået nogle detaljer tabt i oversættelsen. I hvert fald tror de vist, at han er en form for dansk Lionel Messi, der kan levere lækre driblinger og fikse detaljer på samlebånd. 

 

Det er jo lidt dumt af dem. Alle FCK-fans kunne have fortalt dem, at Hjalte ikke er Messi, men selv om det er Heerenveen, der ikke har sat sig ordentligt ind i tingene, så bliver det hurtigt Hjaltes problem. Hvis man køber den forkerte slags fodboldspiller, kan man jo ikke gå hen i butikken og bytte ham til én, der passer bedre. Det bliver kun til 17 kampe for Hjalte i Holland, inden FCK heldigvis henter ham tilbage til København.

 

Snart lunter Hjalte igen rundt på den defensive midtbane hos FCK. Rart for ham og trygt for fansene, der efter et par sæsoner begynder at mumle om, at nu har ham Hjalte nok snart rekorden i flest spillede kampe for klubben. Med over 40 kampe per sæson har Hjalte den titel, indtil en vis William Kvist overgår ham. Og så er vi tilbage, hvor vi startede, i 2010. For det er netop William Kvist, der snupper Hjaltes faste plads, og tvinger ham til at skifte klub. 

 

Det bliver til tre sæsoner for Hjalte i AGF, og heldigvis behandler FCKs fans ham med respekt, når han kommer tilbage til Parken med sit nye hold. Andre spillere, der har forladt FCK får ikke samme venlige modtagelse, når de løber på banen i Parken, iført den forkerte trøje, men efter 320 kampe for FCK er ingen i tvivl om Hjaltes loyalitet. Hans plads blev bare taget.

Hjalte 3 copie.jpg

Fra spiller til træner


Efter næsten 400 kampe, siger Hjalte Bo Nørregaard i 2015 farvel til tilværelsen som fodboldspiller. Det er svært at holde op med den ting, man har brugt al sin vågne tid på. En professionel fodboldspiller har mange fordele, men når han eller hun holder op, så er der pludselig ikke længere nogen, der organiserer ens liv. FC København har altid forsøgt at passe på sine unge spillere, og sørge for at de kan klare sig. Også selvom de ikke får en lang og indbringende fodboldkarriere. Derfor er det jo oplagt for FCK at få fingre i Hjalte igen, da han er færdig med at spille selv. En mand, der som ham har spillet Champions League, har været på landsholdet og prøvet både op- og nedture, er guld værd for de unge spillere. Derfor bliver Hjalte ret hurtigt sat i spidsen for FCK’s hypertalentfulde U19-hold.

 

Efter et par år, hvor det ikke helt kører for FC København, bliver det for meget for bestyrelsen. De fyrer holdets træner, Ståle Solbakken, og mens de leder efter en afløser, bliver Hjalte sat til at styre superligaholdet i tre kampe. Det bliver til to sejre og et enkelt nederlag, men vigtigere end det: Hjalte får muligheden for at give debut til en ung spiller – den kun 17-årige Rasmus Højlund. For Hjalte ved bedre end de fleste, hvor meget det betyder at få chancen. Nogle gange skal der bare det helt rigtige løb til for at starte en stor karriere.

 

 

Hjalte Bo Nørregaard, i FC København 1999-2005, 2006-2010 og 2016-2020

 

Hjaltes karriere bød på både op og nedture, men med 320 kampe og 5 mesterskaber for FCK er han en mand, man skal lytte til, når han fortæller, hvad det kræver at blive en succesfuld fodboldspiller. Så FCKs U19-spillere er i gode hænder, og måske får en af dem en dag et udebanestadion opkaldt efter sig.