DE RØDE OG DE BLÅ STRIBER

Sebastian Stanbury, fodboldjournalist

Stanbury.jpg

Der er bare noget specielt ved de røde og blå striber.

FC Barcelona er en ganske særlig fodboldklub med lang, rig historie. Den har vundet alt, hvad der er værd at vinde, og et utal af store stjerner har spillet i dens trøje. Men det samme kunne man nu sige om så mange andre klubber.

Selvfølgelig betyder et bugnende trofæskab noget. Selvfølgelig skader det ikke, at Johan Cruyff, Diego Maradona, Michael Laudrup, Ronaldo, Ronaldinho og Lionel Messi samt stribevis af spanske stjerner har optrådt for FC Barcelona. Det er bare ikke så meget anderledes end for eksempel AC Milan, Bayern München, Manchester United – eller Real Madrid...

Men Barcelona er ikke bare stjerner og pokaler. Klubben har en årtier lang status som kulturelt fyrtårn i Catalonien og har dermed også spillet en rolle i de mange politiske slagsmål i og om Catalonien. Under Francos styre var det til Barças kampe, at catalonierne turde råbe og juble på deres eget sprog.

Klubbens spillestil er også interessant. Siden Cruyff dukkede op som spiller i 1970'erne, har der været et ideal om at spille fodbold på en bestemt måde. Og Gud nåde og trøste den træner, der ikke spiller kønt med masser af pasninger og boldbesiddelse – i FC Barcelona er det ikke nok bare at vinde.

Og endelig er der klubmottoet més que un club – mere end en klub. Det er et udsagn, som klubbens egne fans bruger og er stolte af, og som mange supportere i andre klubber ser som noget selvhøjtideligt vås. Men det er i hvert fald med til at understrege, at det ikke just er en kedelig fodboldklub. Samme effekt har tilnavnet ”det catalanske galehus”...

Så derfor ville jeg selvfølgelig gerne bidrage med kapitler til en FC Barcelona-bog i familiehøjde, da denne mulighed bød sig. Jeg skrev i 2020 ”Loppen, Elefantkongen og de andre Fodboldhelte” for samme forlag, og det var sjovt at målrette nogle af fodboldhistoriens store fortællinger mod et ungt publikum. Jeg syntes også, der var nok at tage fat i fra Barcelona.

Jeg valgte at skrive tre kapitler. I mine øjne er der ingen tvivl om, at Lionel Messi er den største spiller i klubbens historie – faktisk synes jeg, han er den bedste nogensinde – så jeg tog udgangspunkt i en af de kampe, der var vigtige for hans udvikling mod at blive verdens bedste, nemlig den uforglemmelige 6-2-sejr over Real Madrid i 2009. Også fordi lige netop dén kamp fortæller noget om hans afgørende parløb med træner Pep Guardiola.

Men jeg syntes også, det var vigtigt at minde læserne om, at FC Barcelona er en mere end 120 år gammel klub, og at der også blev udført store bedrifter, før Guardiola stod på sidelinjen, og Messi bar trøje nummer 10. Så jeg skrev også om László Kubala, der var en af klubbens første udenlandske stjerner og en farverig personlighed med et utroligt liv.

Til sidst kunne jeg godt tænke at minde om, at spillere og kampe også kan være historiske, selv om man ikke vinder de allerstørste pokaler. Derfor skrev jeg om Rivaldos utrolige præstation mod Valencia i den spanske ligas sidste spillerunde i 2001.

Rigtig god fornøjelse med læsningen.